Følelsen af at sidde fast

Følelsen af at sidde fast

Eske og jeg var på skovtur i det bagvedliggende område, hvor vi bor. Vi er privilegerede over at have adgang til sådan en natur, hvor der ikke kommer andre end os.

Eske mente, at han ville ud og gå ud i vandet, og se hvor langt han kunne komme, før støvlerne blev fyldte. Hvilket resulterede i, at han sank ned i jorden, som er meget moseagtig. Jeg forsøgte at hive ham op og det lykkedes kun ved at efterlade den ene af hans støvler. Det komiske var, at jeg også endte med at sidde fast og måtte efterlade min ene støvle.

Det ikke var umuligt at gå hjem med kun en støvle, dog var det ikke specielt varmt. Eske var ret benovet over, at vi ikke havde mistet samme side støvle, jeg min højre og han havde mistet sin venstre. I princippet kunne vi egentlig bare få fragtet et helt par støvler ned til os og problemet ville være løst.

Min pointe er, at vi godt kan have følelsen af at sidde fast, sådan som verden er lige nu. Jeg kom til at reflektere over symbolikken i episoden, som selvfølgelig er til mig og det er slet ikke sikkert, at du resonerer med det jeg skriver. Jeg har alligevel lyst til at dele mine tanker med dig, måske kommer du til at tænke over episoder fra din hverdag?

Følelsen af at sidde fast og at vi må nøjes med mindre, end man er vant til (fx en støvle), det giver måske lidt ubehag og kræver tilvænning (de nye regler og restriktioner), men vi kom jo hjem, ja det tog længere tid og var mere besværligt. Vi måtte tænke over hvert et skridt, og var vi ikke fokuserede eller trådte vi forkert, så ville vi komme til at mærke med det samme (konsekvenser – vi kommer igennem det her, selvom det ikke nødvendigvis er behageligt. Det tager højst sandsynligt længere tid end først forventet og kræver tilvænning).

Vi havde ikke kræfter til at hive støvlerne op, ikke uden risiko for at måtte efterlade begge støvler, så vi måtte trække os tilbage og bede om hjælp (vi løser det her ved at tage ansvar for os selv og hjælpe hinanden -stå sammen (hver for sigJ))

Senere på dagen da vores stærke far 🙂 kom hjem, tog hele familien ned på marken for at hive støvlerne op. Det endte med at blive en ret sjov og komisk oplevelse, da nærmest alle kom til at sidde fast igen. Børnene synes det var fedt, at vi alle var sammen og måtte kæmpe for at komme fri (nærvær og fællesskab, latter og natur).


 

En masse lys og kærlighed til alle, der har brug for det.

Kærligst Betina

 

 

Leave A Comment