27
Oct

At turde give slip

 

Jeg stod og betragtede dette smukke egetræ på vores mark. Engang stod hun majestætisk, smuk og rank.

 

Der er stadig liv i damen, og vi glæder os hvert forår, hvor bladene atter kommer igen. Selvom hun ikke har sin ungdomspragt længere, fornemmes en vis elegance og visdom.

Når jeg retter mit blik op mod kronen, kan jeg se, at nogle af ydergrenene er rådne og på nippet til at knække af. Dette er en helt naturlig del af processen for egen – at slippe det, der ikke længere lever.

Det fascinerer mig, hvor god naturen er til at slippe det, der ikke længere tjener. Slippe og lade det indgå i en proces – en naturlig proces, hvor transformationen overskygger forfald/døden.

 

Jeg kom til at reflektere over, at jeg som menneske kan have svært ved at slippe lige så naturligt, som naturen formår. Det gælder både mht. relationer, overbevisninger, blokeringer, liv og død mm. Vi kan stædigt holde fast i noget, der ikke længere er liv i, eksempelvis en relation, hvor læring og spejlinger ikke længere er givende. Meget sjældent vil der komme noget godt ud af denne relation, ikke andet end misforståelser og lavfrekvent energi. Vi ændrer og udvikler os hele livet igennem, får nye prioriteter og resonerer med andet og andre. Jeg vil lige sige, at selvom nogle relationer kan være problematiske, kan der være masser af gaver i dem, i form af læring og spejling i disse. Jeg referer kun til, når noget er ”færdigt”…

Da kan det være en naturlig proces at slippe uden dramatik og vrede, men med en kærlig ærlighed overfor sig selv og sit medmenneske. Jeg tror også, at når vi slipper noget med netop den form for bevidsthed og med kærlighed i centrum, så vil modparten heller ikke føle sig forladt, for det er reelt ikke det, der sker. Måske kan man kalde det frisættelse?

Det kan såvel være et job, som man er nødt til at give slip på, når man indser, at ens passion ikke længere er til stede. At der ikke længere er energi, der fylder en op, men i stedet dræner en. Måske holder man ved i frygt for at springe ud i noget nyt, i frygt for det uvisse og ukendte. Jeg tror dog i sidste ende, at det koster mere energi at holde fast, end det koster at være modig og ærlig over for sig selv.

Nogle gange oplever vi det via indsigten og slipper det, der skal slippes. Andre gange må vi ud i et stormvejr i livet (ligesom egetræet) og lade blæsten puste til de grene i os, der ikke længere er nærende. Når egen taber sine rådne grene, falder de ned og indgår i en naturlig cyklus i et økosystem. I mit verdensbillede, dør egen ikke, men kommer til at leve igen i anden form.

Min pointe er derfor, at selvom man giver slip og går i en anden retning, så nærer man også modparten, også selvom det strider i mod, hvad der virker til at være fornuftigt at gøre. Modparten bliver nemlig således sat fri til at indgå i en anden og måske mere nærende relation. Ligesom man i jobsituationen, som jeg refererede til før, kan give en anden person mulighed for at få ens job, og måske udleve deres passion. Og på det personlige plan kan du måske opleve, at du ved at frigøre dig fra overbevisningen om din manglende værdi og selvfølelse, vil få en nyvunden balance. Denne balance kan ydermere være som ringe i vandet for dem, der er omkring dig, og derfor være både nærende og givende.

Overstående er blot mine tanker og indre billeder som jeg ønskede at dele med dig.

Må du finde ro til at stoppe op på din gåtur og se hvilke billeder naturen har til dig.

 

Kærligst Betina