Jeg er så taknemmelig for den frihed jeg har, at jeg som menneske kan sidde et uforstyrret sted her ved søen, trække frisk luft, lukke øjnene og tage imod de længe ventede solstråler. Jeg hører de mange forskellige fugles kvidren, mens dagen begynder. For hver fuglekvidder jeg hører, dukker ny kvidren op, som om deres ”musik” løfter mig op og er overalt.
Duften af muld og kulden fra jorden gør mig på samme tid ydmyg og lille, men også værdifuld og stor indvendig. Hvor er jeg RIG.
Jeg drejer hovedet og iagttager min hund, hun har sat sig lige som jeg. Hun stikker snuden op i luften, snuser og lader solen varme hende, mens hun også lukker øjnene. Det er tydeligt, at hun nyder det, hendes væren er intens. Jeg misunder dyrene, der slipper for egoets evindelige kværnen. Deres tilstedeværelse er her for at VÆRE. Jeg ved hun er her for at lære mig det, TAK.
Solen reflekterer ned i søen og gør mig nærmest blind. Jeg lukker øjnene, selvom jeg ikke har lyst, jeg ønsker at suge alt til mig. Jeg går ind i hjertet og udvider min taknemmelige følelse af rigdom og overflod samtidig med, at jeg accepterer det, der er, den jeg ”bare” ER.
Rigdom er ikke nødvendigvis mængden af penge, men følelsen af rigdom. Følelsen af rigdom får jeg gennem frihed og naturen. Jeg ved det er elementer, jeg skal inddrage i omsorgen og ansvaret for mig selv. Være bevidst om, hvad der nærer mig og hvad der dræner mig og skrue op og ned for disse elementer i mit liv.
Nogle gange kræver det disciplin og mod til at ære den nærende del i en, men gaven er til gengæld et sundere og mere ægte sted at være. Ikke blot for en selv, men også ens omgivelser. Ved at jeg tillader (mig) AT VÆRE MIG, får jeg meget mere energi samt følelsen af frihed, da alt andet ”koster” for meget, det er drænende. Men det kræver som sagt mod, accept og villighed til at se sig selv, som den man ER.
Må du have en RIG dag.
Kærligst Betina
Dyb indånding (helt ned i maven) ånd ud og giv slip.
2 Comments
Som at være der selv ..
Tak
skønt du bare sådan kan tune ind Bjarne 🙂