Hvornår er man normal

Mine største læremestre her i livet er ofte mine børn, de er så umiddelbare og lige til som børn nu er. Jeg elsker deres ærlige og enkle måde at anskue verden på.

En søndag morgen for kort tid siden, var min datter på 6 år og jeg alene i sommerhuset, vi sad på terrassen og fik morgenmad. Hun mente at jeg kunne forkæle hende lidt, nu da vi var selv og dette måtte gerne være med højtlæsning af en bog.

Mens hun satte sig til rette med hendes havregryn læste jeg op. Der var flere sjove remser, men da vi kom til en remse der omhandlede en der var senil, en anden debil, en buddhist, en anarkist, osv.. Remsen sluttede af med en der opfattede sig som normal!

Da kunne jeg ikke lade være med at kommentere på, hvad hun syntes der skulle til for at man kunne kalde sig normal, eller hvad der skulle til for at nogen er normal?

(Jeg bryder mig ikke om de kasser vi har en tendens til at putte folk i, når man ikke lever op til normen eller viger derfra, så er man ikke normal… Jeg kan huske som barn jeg tænkte, gad vide hvem der har bestemt hvornår nogen eller noget er normalt, det må da være en kedelig en!)

Hun kiggede på mig og uden overhovedet at skulle tænke over svaret sagde hun:

”man er da normal, når man er sig selv!”

Hun var bare så intens og tilstede i det sekund, jeg kunne helt se hendes sjæl skinne igennem hendes øjne.

Jeg sidder stadig og smiler over hendes svar og hvor er det altså bare rigtigt, uanset hvad vi er, bliver født som, så er vi ”normale” når vi er os selv! ….

Kærligst Betina