Sårbarhed

Sårbarhed

Uanset, hvor jeg kigger hen, eller hvem jeg spørger, er temaet sårbarhed! Om det er undervisning, andre steder jeg læser indlæg eller om det da, gud hjælpe mig, er mine egne guider, jeg spørger, så er temaet ” at være sårbar” – at turde være sårbar”

Jeg fornemmer en modstand mod det her sårbarhed, da jeg nok kæmper en indædt kamp for at holde fast på de sidste krampagtige værn og skjolde, jeg har mod at vise, hvem jeg i virkeligheden er, og hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan.

Jeg føler, det kræver mod, men til gengæld tror jeg belønningen er indre tryghed og frihed, hvilket vil kaste en masse kærlighed og ro af sig, både til en selv men også til alle dem omkring en og dem, man ressonerer med.

At turde være lille

Hvad er det, der gør, at vi nogle gange er så bange for at vise vores skrøbelige sider, at turde være ”små”?

Er det vores egen fordømmelse af andre, når vi har følt os store i forhold til dem, da de var sårbare, små eller skrøbelige? Er det det, vi er bange for vil ske mod os? For så kan vi jo starte med at være rummelige og møde andre LIGEVÆRDIGT!

Det må starte inde i os selv og sprede sig ud. Vi kan starte med at behandle os selv ordentligt og acceptere vores sårbarhed. Jeg ser det på den måde, at ved at ”gå igennem” den her sårbarhed, ved at blive bevidste om de her forsvarsmekanismer omkring sårbarheden og skrøbeligheden, finder vi åbningen til at slippe nogle af de barrierer, vi har oppe!

Jeg vil presse mig til at være mere åben, når jeg føler mig lille eller meget sårbar. Det er jo lidt svært at undgå som menneske, at vi engang i mellem bliver presset i livet. Ingen rider på den her lyserøde sky konstant, og hvis de påstår det, så tror jeg ikke, de er et rigtigt menneske.

Dermed ikke sagt at nogle kan være eminent gode til at få det bedste ud af, hvad end de nu laver eller bliver udsat for. Det ser jeg dog ikke som det samme som at være på denne her lyserøde sky.

Skrøbelighed

Jeg gik og talte med mig selv 😉 (læs: min guide) en dag, da var jeg trist. Jeg spurgte til sygdom, og hvorfor vi bliver syge osv. Jeg kunne ikke lade være med at filosofere over, hvor skrøbeligt livet og en selv er.

Men samtidig fik jeg også en erkendelse af, at denne her skrøbelighed og det, at vi er så sårbare som mennesker, det er også det, der gør det hele så smukt og unikt. Vi er bange for at miste, fordi vi elsker, og det er da smukt ……….! Kontrasterne skal være der for at kunne opleve og leve livet. Vi skal være i balance med disse kontraster, og være bevidste om, hvilke af disse kontraster, der fylder vores tanker og vores liv.

Jeg tror, jeg tidligere har bildt mig selv ind, at det at være et fuldkomment menneske, det var = total lykke og idyl konstant – ingen udfordringer man ikke kunne klare og altid følelsen af at være ”stor” og kunne magte det hele …..

Jeg må erkende, at jeg ikke er noget specielt, at jeg bare er mig. Jeg bliver aldrig en berømthed, jeg opnår heller ikke en større social eller økonomisk status eller anerkendelse, som jeg har drømt om og higet efter.

Åbenbaring

Mens jeg skriver dette, mærker jeg (og det gøre jeg virkeligt, som en hel åbenbaring), at fra dette sekund accepterer og elsker jeg mig selv, mit liv præcis som det/jeg er, lille som stor, svag som stærk. Jeg elsker de mest basale og simple ting i mit liv….. Nogle gange tror jeg, vi leder efter noget, der i princippet er lige for næsen af os.

Som mine guider altid har sagt:

”I mennesker gør det så svært, men det er så simpelt”

Oprigtig kærlighed fra mig, Betina.