30
Sep

Opladning

Et af mine favoritsteder, hvor jeg blot sidder og iagttager dét der ER, helt uden at dømme det, der iagttages.

Når jeg sidder her, føler jeg også, at jeg bliver iagttaget uden fordømmelse. Jeg må være glad, sur, ked af det, lykkelig, vred, misundelig, taknemmelig, kærlig, grim, pæn. Det er fuldstændig lige meget. Jeg må godt sidde lige her, uanset hvad. Skyld og skam er overflødige følelser her, da der ingen fordømmelse er. Det er også nemmere at kigge på de knap så pæne sider, når man føler sig tryg og ikke dømt.

Jeg ved, at det der er uden for mig, også er inde i mig. Så hvis jeg ikke kan sidde stille med det, der er udenfor mig, kan jeg heller ikke være stille med det, der er indeni mig og omvendt.

Den mentale del af mig kan godt sige, at det er spild af tid, bare at sidde og ”glo”, uden at få noget fra hånden. Hvilket får mig til at tænke på, hvor ofte vi værdisætter os selv og andre på baggrund af præstationer, hvad vi opnår og når. Måske glemmer vi VÆRENS værdi? Hvor værdifuldt det er, med en ven eller veninde, der lytter oprigtigt, hvor værdifuldt en hjælpsom uselvisk gerning er, hvor værdifuldt et uselvisk smil eller kram er, hvor værdifuldt det er, at vi kan være sammen og rumme andre, selvom vi ikke er enige.

Overstående er påmindelse til mig selv, og ikke noget der skal lære dig, hvordan man er RIGTIG;-).Det er en påmindelse om, hvad der virkelig er væsentligt her i livet og om det pudsige i, hvor meget energi man kan bruge på noget, der i sidste ende er ligegyldigt.

Jeg tænker nogle gange, når jeg en dag flyver herfra, hvad kan jeg tage med? Hvad kan min sjæl pakke ned i sin kuffert af erindringer? Hvad har jeg lyst til at være stolt over at have VÆRET i dette liv…?

Tanker på en ganske almindelig tirsdag, kærligst Betina

Fraklip, ha ha ha min hund skulle absolut grave efter mus lige der 😉