15
Jun

Mindfulness

Mindfulness

De sidste par måneder har jeg en dag om ugen tilbragt nogle indsigtsrige stunder med spændende og skønne mennesker i Odense samt en fantastisk underviser, Hanne Ravn, på ”At Work” skolen.

Mindfulness er en meditationspraksis i bevidst nærværd, at være opmærksom på det der er, og det der foregår i dig, både i meditation samt i livet generelt. At møde dig selv med medfølelse, venlighed, nysgerrighed og rummelighed. Jeg ser det som en livslang proces, at praktisere mindfulness.

Jeg synes, det er spændende at få en indsigt i, hvordan tanker, følelser og kropsfornemmelser kan bide hinanden i halen og få en ud af balance og væk fra dette øjeblik, samt hvordan det endda kan være medvirkende til, at man reagerer uhensigtsmæssig i nogle situationer.

Ved at få øje på, hvad der er på spil, har vi muligheden for at sætte os selv fri og komme tættere på et mere autentisk selv, måske for en stund i starten men på sigt mere og mere.

Vi har masser af tanker og ting vi fortæller os selv. Men så længe vi er bevidste om, hvad der foregår og er opmærksomme, har vi mulighed for IKKE at blive vore tanker og følelser men blot iagttage dem og derfra have et mere nærværende fundament, at arbejde ud fra. Et fundament, hvor man ikke konstant forsøger at slippe væk fra det der er, men er tilstede og undersøger det nysgerrigt.

Jeg glæder mig til at dele ud af denne erfaring, hvilket selvfølelig allerede sker i 1:1 sessionerne men nu også i kraft af kommende små hold.

Så er du ny i mindfulness eller meditation, er nysgerrig og mangler nogle få konkrete øvelser og et trygt sted at starte ud, så hold øje med kommende opslag.

(hvis du ikke kan vente eller selv har et par venner eller veninder du vil øve sammen med, så du velkommen til at kontakte mig for at høre nærmere: 22527957)

Kærligst Betina