26
Sep

At vandre i livet – livet er en vandring

Vandringen i livet er en bevægelse, hvor destinationen er uundgåelig, så hvorfor skynde sig. Hvorfor bruge en stor del af turen på at NÅ DET, frygte målet, samtidig med at skynde sig derhen.
    

At vandre i livet- Livet er en vandring.

Måske har du planlagt hele ruten og følger den til punkt og prikke, eller du vågner om morgenen og tænker forventningsfuldt, hvor mon jeg skal hen i dag. Eller kan du mærke at du simpelthen er på afveje, men din indre GPS kan bare ikke finde tilbage til ”din” rute. Jeg tror, vi alle tager nogle små afstikkere i ny og næ, det er der intet galt i, måske kan det i sig selv være berigende.

Jeg oplever, at vi bliver ulykkelige, når vi kommer for langt væk fra vores vej i livet, når vi bare GÅR FOR AT GÅ- UDEN SUBSTANS, det giver ingen mening, ikke for mig.

Jeg kan godt lide at gå, og det er okay det går rigtig langsomt, for når jeg ikke haster afsted, for at nå noget der er ligegyldigt, så kan kreativitet, passion, frihed, leg, glæde, historier, kærlighed, fordybelse og spiritualitet give mig dybde på min vej. Det er faktisk noget, der er essentielt for mig og livsnødvendigt, velvidende at jeg er DEN ENESTE, der kan give mig dette. Jeg er faktisk den jeg skal elske allermest på min vej.

Men hvor kan det være svært at komme over de dogmer, der kollektivt ligger over os. Når vi prøver, er vi så ikke egoistiske, for navlepillende osv. ? Men udfordringen er, at det ikke bare er en tom kliche, at vi ikke kan elske andre mere end vi elsker os selv, vi kan heller ikke give til andre, mere end vi giver os selv. (her mener jeg oprigtig at give)

Ved at tillade kærlig omsorg til sig selv, tager man også ansvar, ved at rumme acceptere og ELSKE sig selv, som man nu engang er, for derigennem kaster vi heller ikke rundt med negative projektioner, fordømmelser osv.

Jeg indrømmer, jeg kan blive fanget af de normer, der stilles op med udseende, karrierer og livet i sig selv og da ikke nok med det, nu er det s.. også blevet moderene at poste sin uperfekthed, som jo så på en eller anden uægte måde bliver perfekt….. Men jeg ved, at bliver jeg fanget af overstående, får jeg hurtig en fornemmelsen af ligegyldighed, gråvejr og så ved jeg, at jeg skal tjekke min gps 😉

Jeg tror ikke det nødvendigvis er længden af vores rute eller destinationen, der er vigtig, men om vi tillader os at berige vores vej med vore passioner og glæder og måske også personer og begivenheder der udfordrer os til at være den oprindelige udgave af os da vi kom hertil, før vore overbevisninger begrænsede os.

Må du have en god dag på din vandring, måske vore veje krydser hinanden på et tidspunkt.

Kærligst Betina